Ledige stillinger

Institut for Energi søger kontorelev med speciale i offentlig administration

Er du god til at bevare overblikket og har lyst til at bidrage til den grønne omstilling? Så er det dig, vi mangler! Hos Institut for Energi på Aalborg Universitet søger vi en kontorelev, der har lyst til at blive en del af vores sekretariat. Uddannelsesforløbet starter den 15. august 2022.

Stillingsbeskrivelse

Sekretariatets formål er at yde en professionel og brugerorienteret service som understøtter det videnskabelige personale, undervisere og studerende, samt instituttets ledelse og universitetets fællesservice – og netop dét vil du skulle stå på mål for!

Instituttets administrative sekretariat udfører opgaver i relation til administration af instituttets uddannelser, økonomistyring, projektstyring, HR, samarbejder med interne og eksterne vedr. innovation, markedsføring, kommunikation og funding. 

Vi tilbyder et udviklende og alsidigt uddannelsesforløb, hvor du hjælper til med mange af instituttets kerneopgaver.

Hos os er uddannelse vigtig. Det er vores stolte opgave at uddanne og dygtiggøre studerende og elever, og vi sætter stort fokus på et stærkt fagligt og socialt miljø. Derfor sørger vi for et godt læringsmiljø med mange udviklingsmuligheder under hele dit uddannelsesforløb. Du får tilknyttet en elevvejleder som er med til at sikre dette gennem kyndig vejledning. Vi tilbyder et kreativt, innovativt miljø med mange gode kolleger og ikke mindst gode muligheder for ansættelse på universitetet efterfølgende.

AAU som arbejdsplads:

Aalborg Universitet er Nordjyllands største uddannelsesinstitution. Hvert år uddanner vi flere tusinde dygtige studerende, vi forsker i nogle af verdens største problemstillinger og vi har et stærkt samarbejde med erhvervslivet - både nationalt og internationalt.

I din elevtid sikrer vi, at du får et godt indblik i universitetet som helhed og får opgaver, der understøtter hele organisationen. Dine arbejdsopgaver vil variere, men sikkert er det, at du vil blive introduceret til forskellige arbejdsområder- og opgaver i løbet af din ansættelsesperiode.

I din uddannelse vil der indgå 15 ugers skoleophold, hvoraf 1-2 uger bruges til at skrive fagprøve samt en uges studietur til Bruxelles. Under dine skoleophold tilbydes du forskellige valgfag, som du kan tilpasse ift. dine arbejdsopgaver eller hvad du fagligt finder interessant. Dette aftales i samarbejde med din elevvejleder.

Institut for Energi:

Vi er et dynamisk ingeniørforskningsinstitut i stadig vækst og inspirerende omgivelser, med et meget internationalt præg, der arbejder inden for alle områder af fremtidens rene og bæredygtige energisystemer. Instituttet har campusser i både Aalborg og Esbjerg. Missionen er at være verdensførende inden for såvel forskning som forskningsbaseret uddannelse af fremtidens energiingeniører. Instituttet har ca. 300 ansatte af mange nationaliteter, hvoraf der er 27 administrative medarbejdere. Dertil har instituttet konstant ca. 50-70 gæsteforskere fra hele verden. Forskningen og undervisningen er i den absolutte verdenselite på energiområdet, og vi råder over omfattende og førende værksteds- og laboratoriefaciliteter, hvor forskning og innovation i høj grad udføres i direkte samarbejde med industrien.
Læs mere om Institut for Energi på www.energi.aau.dk

Hvad end du interesserer dig for, er der garanti for, at dit indblik i den administrative verdens mange finesser bliver styrket. Opgaverne vil variere i din elevtid, men alle er centreret omkring det administrative arbejde. Her vil du få en alsidig hverdag med spændende opgaver, der gør dig til en vigtig spiller på holdet.

Hvad forventer vi af dig?

Vi forventer, at du tager ansvar for dit arbejde og din egen faglige og personlige udvikling. Vi sætter rammerne og tilbyder et spændende miljø - du skaber udviklingen.

Kommunikation er en stor del af jobbet, og det er derfor væsentligt, at du kan formulere dig klart og tydeligt på skrift og i tale. Eftersom Aalborg Universitet er en international organisation, vil du også opleve, at du skal kunne formulere dig på engelsk. 

Som arbejdsplads vægter vi et godt arbejdsmiljø meget højt, og vi søger derfor en medspiller til holdet, der generelt er glad og imødekommende. Det er vigtigt, at du har lyst til at arbejde sammen med andre, da tværgående opgaveløsning er en del af hverdagen.

Uddannelseskrav:

For at komme i betragtning til stillingen som elev skal du have bestået følgende:

  • HG2 (kontorlinjen) eller
  • EUX (det studiekompetencegivende forløb) eller
  • HHX fra Handelsgymnasiet eller
  • HTX, STX eller HF suppleret med et 5 ugers EUS5 forløb fra Handelsskolen

Er du 25 år eller derover og har startet grundforløbet efter 1. august 2015, skal du medsende en uddannelsesplan. Du kan rekvirere denne plan ved at rette henvendelse til den lokale handelsskole.

Løn og ansættelsesvilkår

Løn og ansættelsesvilkår i henhold til OAO-S-fællesoverenskomsten.

Der er 3 måneders gensidig prøvetid i stillingen.

Aalborg Universitet skal modtage din ansøgning elektronisk vedhæftet CV, eksamensbevis (eller udskrift af karakterblad) og evt. anden dokumentation. Åbn linket på aau.dk - ledige stillinger - "søg stillingen online" og udfyld ansøgningsformularen.

Samtaler forventes afholdt d. 7. eller 8. juli 2022

Ansættelsesprocessen forventes afsluttet i uge 28.

Arbejdssted er i Aalborg.

Vil du vide mere?

Så er du velkommen til at kontakte elevvejleder Louise Mammen Levisen på tlf. 9940 9742 / e-mail lmle@energy.aau.dk

Stillingsnummer

2021-200-01918

Ansøgningsfrist

30/06/2022

Søg stillingen online
Stillinger efter kategori

Online ansøgning - gode råd

Online ansøgning - gode råd

Aalborg Universitet benytter et e-rekrutteringssystem til modtagelse af ansøgninger. I selve stillingsopslaget finder du nederst et link, som du skal benytte, når du ønsker at søge en stilling.

Inden du uploader en ansøgning, er det vigtigt, at du har al dokumentation klar i WORD- og/eller PDF- format, da du skal uploade alt på én gang. Du kan ikke forlade ansøgningen og vende tilbage efter et par timer uden at skulle starte forfra.

Systemet understøtter ikke ZIP-filer eller billedfiler. Filnavne må kun indeholde tal og bogstaver, og hvert enkelt dokument må maks. fylde 20 MB.

Hvis der opstår tekniske problemer, opfordrer vi til, at du prøver igen. Hvis de tekniske problemer mod forventning ikke kan løses, så kontakt venligst den medarbejder, som står nævnt som kontaktperson i stillingsopslaget.

Lær os at kende