Vis stilling
To postdocstillinger til forskningsprojektet “TIMED – How children and youth learn time sense in educational transitions”
Ledig stilling
To postdocstillinger til forskningsprojektet “TIMED – How children and youth learn time sense in educational transitions”

Ledig stilling
To postdocstillinger til forskningsprojektet “TIMED – How children and youth learn time sense in educational transitions”

To postdocstillinger til forskningsprojektet “TIMED – How children and youth learn time sense in educational transitions”
På Institut for Kultur og Kommunikation, Aalborg Universitet – campus København, er to stillinger som postdoc ledige til besættelse 1. marts 2027 eller snarest derefter. Stillingerne er fuldtidsstillinger og tidsbegrænsede til 22,5 måneder.
De to postdocs bliver en del af forskningsprojektet TIMED – How children and youth learn time sense in educational transitions, der er støttet af Danmarks Frie Forskningsfond (DFF) gennem en Sapere Aude: DFF-Forskningsleder-bevilling. Læs mere om projektet her: https://dff.dk/en/our-funded-projects/meet-the-researchers/research-leaders/eksterne-personer-en/research-leaders-2026/jin-hui-li/
Enkelte undervisningsopgaver indenfor det læringsfaglige område kan forekomme efter aftale. Hvis undervisning tildeles, kan dette forlænge ansættelsen tilsvarende.
TIMED undersøger, hvordan børn og unge lærer at navigere i tid i forbindelse med uddannelsesmæssige overgange. Overgange – fra børnehave til skole eller fra folkeskole til en ungdomsuddannelse – indebærer ikke alene nye faglige og sociale krav, men også nye tidslige krav. Børn og unge skal lære at navigere i nye skemaer, rytmer og rutiner og forholde sig til blandt andet tempo, rækkefølge, ventetid, punktlighed, deadlines og koordinering med andre. TIMED undersøger disse processer som socialt, sanseligt og kropsligt forankrede læreprocesser og retter særlig opmærksomhed mod, hvordan børn og unges sociale baggrunde spiller sammen med institutionelle tidsnormer.
Projektet kombinerer perspektiver fra uddannelsessociologi, tidssociologi, sansernes sociologi og teorier om levet social klasse. Et centralt udgangspunkt er at time sense ikke alene er en individuel eller kognitiv kompetence, men noget, der læres socialt, kropsligt og sanseligt gennem deltagelse i institutionelle hverdagsliv. TIMED undersøger dermed, hvordan børn og unge lærer at mærke, praktisere og forhandle institutionel temporalitet, og hvordan dette får betydning for deres deltagelse, tilhørsforhold og faglige muligheder.
Metodisk er TIMED et multi-sited etnografisk studie, der følger børn og unge på tværs af institutionelle sammenhænge og over tid. Projektet anvender blandt andet deltagerobservation, interviews og sensorisk etnografi til at undersøge erfaringer, der ikke nødvendigvis verbaliseres, men som kommer til udtryk gennem rytmer, lyde, atmosfærer, kroppe, tempo, ventetid og hverdagslige praksisser.
De to postdocprojekter
De to postdocs får ansvar for hvert sit selvstændige delprojekt, men skal samtidig arbejde tæt sammen med projektleder og det øvrige TIMED-team om udvikling af projektets fælles metodiske, teoretiske og analytiske ramme.
Postdoc 1: Overgangen fra børnehave til skole
Postdoc 1 skal undersøge, hvordan børn lærer tidsans i overgangen fra børnehave til skole. Gennem et længerevarende etnografisk feltarbejde følges en gruppe børn fra foråret i børnehaven og videre gennem skolebesøg, skolestart i børnehaveklasse og SFO.
Delprojektet undersøger, hvordan nye tidslige forventninger introduceres, sanses, kropsliggøres og forhandles af børnene. Delprojektet undersøger samtidig, hvordan børns forskellige sociale baggrunde spiller sammen med institutionernes tidslige normer, og hvilken betydning dette får for deres deltagelse og tilhørsforhold.
Postdoc 2: Overgangen fra folkeskole til erhvervsuddannelse
Postdoc 2 skal undersøge, hvordan unge lærer og forhandler tidsans i overgangen fra folkeskole til erhvervsuddannelse. Gennem et længerevarende etnografisk feltarbejde følges unge fra udskolingen gennem blandt andet brobygningsaktiviteter og videre ind i erhvervsuddannelserne.
Delprojektet undersøger, hvordan de unge møder og lærer nye institutionelle og erhvervsrettede tidsnormer og rytmer. Delprojektet undersøger, hvordan de unge kropsligt sanser, håndterer og forhandler disse tidslige forventninger, og hvordan dette hænger sammen med tilhørsforhold og faglige muligheder.
Stillingsindhold
De to postdocs skal udvikle og gennemføre deres respektive feltstudier som selvstændige delprojekter under ledelse af projektleder Jin Hui Li. Empiriske materialer, metodiske refleksioner og analyser deles løbende i projektteamet med henblik på at udvikle analyser både inden for og på tværs af de forskellige uddannelsesovergange.
Som output fra delprojekterne forventes postdocs selvstændigt og i samarbejde med projektteamet at udarbejde publikationer til internationale peer-reviewed tidsskrifter, deltage i relevante internationale konferencer og forskningsaktiviteter samt bidrage til at formidle forskningsresultater til en bredere offentlighed. Som en del af projektet indgår desuden internationale forskningsophold.
De to postdocs bliver en del af TIMEDs forskningsmiljø og kommer til at arbejde tæt sammen med projektleder Jin Hui Li og indgår som en del af forskningsgruppen CfU (Center for Uddannelsesforskning).
Derudover forventes postdocs at deltage aktivt i projektets seminarer, fælles analysearbejde, publikationer og formidlingsaktiviteter.
Kvalifikationskrav
Ansøgere skal:
- have opnået en ph.d.-grad inden ansættelsesstart inden for en relevant humanistisk eller samfundsvidenskabelig disciplin, eksempelvis pædagogik, uddannelsesvidenskab, sociologi, antropologi eller beslægtede områder
- have en ph.d.-alder pr. 7. oktober 2025 på højst fire år.
Find vejledning til ph.d.-alder-beregning her: https://dff.dk/vil-du-ansoege/hjaelp-til-din-ansoegning/saadan-ansoeger-du-via-e-grant/beregning-af-phd-alder/ - have erfaring med kvalitativ og etnografisk forskning
- kunne tale og forstå dansk på et niveau, der gør det muligt at gennemføre etnografisk feltarbejde blandt dansktalende børn/unge og fagprofessionelle
- have dokumenteret erfaring med at publicere i internationale peer-reviewed tidsskrifter og kunne skrive akademisk engelsk
- have gode samarbejds- og kommunikationsevner
- kunne arbejde selvstændigt og struktureret og tage ansvar for fremdrift i egne forskningsopgaver.
Derudover er det en fordel, hvis ansøger har erfaring med eller viden om sensorisk, kreativ og/eller multimodal etnografi; longitudinalt etnografisk feltarbejde; uddannelsesmæssige overgange; teorier om tid, temporalitet og rytmer; uddannelsessociologi og social ulighed; samt etiske problemstillinger i etnografisk forskning med børn og unge.
For Postdoc 1 vil erfaring med forskning med børn, dagtilbud, skole/SFO, barndomsforskning og/eller overgangen fra dagtilbud til skole være en særlig fordel.
For Postdoc 2 vil erfaring med forskning med unge, erhvervsuddannelser, udskoling, uddannelsesvalg, erhvervspædagogik og/eller overgangen fra folkeskole til ungdomsuddannelse være en særlig fordel.
TIMED lægger vægt på en situeret forskningsetisk tilgang, hvor børn og unge forstås som sociale aktører, og hvor spørgsmål om deltagelse og mulighed for at komme til orde løbende indgår i forskningsprocessen.
Ansøgning
Din ansøgning skal indeholde følgende:
- Ansøgning, hvori begrundelser for at ansøge, kvalifikationer i forhold til stillingen samt intentioner og visioner for stillingen angives
- Projektbeskrivelse på ca. 3 sider ekskl. litteraturliste. To projektbeskrivelser skal vedlægges, hvis du søger begge stillinger
- CV
- Eksamensbeviser (kandidatbevis og ph.d.-bevis)
- Publikationsliste med angivelse af de vedhæftede publikationer, du ønsker tages i betragtning ved bedømmelsen. Du må maksimalt vedhæfte fem publikationer. Du skal sende en medforfattererklæring, se skabelon til medforfattererklæring
- Dokumentation for undervisningsmæssige kvalifikationer, hvis relevant.
- Formidlingsmæssige kvalifikationer, herunder deltagelse i udvalg, bestyrelser, foreninger o.l.
- Øvrige kvalifikationer i forhold til stillingen
- Referencer/anbefalinger
Projektbeskrivelsen skal indeholde et forslag til den forskning, der skal gennemføres inden for rammerne af det ovenfor beskrevne forskningsprojekt. Forslaget skal skitsere den metodiske og begrebslige tilgang til det delprojekt, som postdocen skal være ansvarlig for, samt en tidsplan for gennemførelsen af delprojektet inden for ansættelsesperioden.
Ansøger bedes i den motiverede ansøgning tydeligt angive, om der søges Postdoc 1, Postdoc 2 eller begge stillinger.
Du kan læse mere om krav til din ansøgning her.
Ansøgning sendes via Aalborg Universitets rekrutteringssystem, som kan tilgås under stillingsopslaget på Aalborg Universitets hjemmeside.
Aalborg Universitet ønsker at afspejle det omgivende samfund og har diversitet som en kerneværdi. Derfor opfordres alle uanset personlig baggrund og orientering til at søge stillingen.
Har du spørgsmål?
Hvis du har spørgsmål, er du meget velkommen til at kontakte os. Se kontaktpersoner nederst i opslaget.
Øvrige informationer
Du kan læse mere om vores rekrutteringsproces her.
Ansættelsesprocessen på Aalborg Universitet indebærer en shortlistingsproces. Du kan læse mere om det her.
Ansættelsesprocessen på Aalborg Universitet kan omfatte en risikovurdering som et værktøj til at identificere potentielle risici forbundet med nyansættelser, der sikrer arbejdspladsens sikkerhed, compliance og integritet.
Løn- og ansættelsesvilkår
Du ansættes i henhold til bekendtgørelse om ansættelse af videnskabeligt personale ved universiteter og bekendtgørelse om stillingsstruktur for videnskabeligt personale ved universiteter. Du ansættes og aflønnes desuden efter overenskomst for akademikere i staten og protokollat om visse ansættelsesvilkår for videnskabeligt personale ved universiteter.
Du kan læse om lønnen og lønsammensætningen for stillingen i Lønoverblik i forbindelse med rekruttering - Videnskabelige stillinger (VIP). Se det indledende afsnit på siden samt afsnittet ”Postdoc”.
Der er 3 måneders gensidig prøvetid i stillingen.
Aalborg Universitet - Viden for verden
Aalborg Universitet er en international arbejdsplads med mere end 3700 ansatte. Vi udbyder virkelighedsnære uddannelser og skaber forskningsresultater i verdensklasse gennem samarbejde mellem forskere, studerende og offentlige og private virksomheder. Sådan opnås erkendelser, nye løsninger på samfundets problemer og viden, der forandrer verden. Vores hovedcampus ligger i Aalborg, men vi har også campus i Esbjerg og København.
Kontakter
- Jin Hui Li: +4599407479, jhl@ikk.aau.dk
- HR support: +4599403031, aau-hrsupport@adm.aau.dk
Ansættelsestype
Fuldtid
Ref. nummer
2026/1167